tirsdag den 3. marts 2015

I marts vil jeg...

Heja allihopa! Så er der bloghilsen her fra det ganske, svenske land. De to billeder i dagens indlæg er fra to minutter på gåben fra vores lejlighed, som i øvrigt ligger lige ned til en livlig å. Nå, nok om det svenske eventyr, som jo kun lige er begyndt. Er der andre listedyr på linjen? Jeg elsker lister, og jeg laver dem over selv de mindste ting. Hvis jeg har en fridag, så skriver jeg ned, hvad jeg gerne vil have udrettet, hvis jeg skal handle ind til en enkelt gang aftensmad, så bliver alt noteret ned, eller hvis jeg skal planlægge, hvad de forskellige skal have i julegave, så bliver der også oprettet en liste over det.

Marts måned skal derfor også skribles ned i listeform. Mest fordi, det er rigtig rart at tænke lidt over den kommende måned, og få dokumenteret et sted, hvad man gerne vil nå. Ellers sluger hverdagene som oftest hinanden, og selvom jeg er kæmpefan af hverdagens trummerum, så må den ene dag gerne adskille sig fra de andre - bare en gang i mellem.



I marts vil jeg:
  • Se min flyskræk i øjnene og forholdsvis ofte rejse mellem Sverige og Danmark
  • På kursus i søgemaskineoptimering
  • Blive langt bedre til at bruge vores spejlreflekskamera og lege med billedredigering. Jeg har slæbt det med herop, så det skal altså i brug. Ovenstående billeder er dog fanget med mobilkameraet
  • Afprøve nye retter i køkkenet. Skal lige have styr på, hvad der er billigt og dyrt her i Sverige. Umiddelbart er fisk en del billigere end der hjemme, så det kunne være et fint udgangspunkt for nye opskrifter
  • Komme ud på egen hånd. Manden har jo job heroppe, så hvis jeg ikke selv summer lidt rundt i byen, så sidder jeg og lumrer i vores etværelses lejlighed. Jeg vil gerne både opleve byen sammen med manden og på egen hånd
  • Få styr på vægten igen. De gode gamle rutiner skal bankes ind i hverdagen igen. Har pakket løbetøjet her til det svenske. Nu skal jeg bare finde en rute, hvor jeg er sikker på at kunne finde hjem. Skal altså lige vænne mig til ikke at have data på mobilen og bruge den til GPS
  • Søge alle de interessante jobs jeg hører om eller selv støder på. Og gøre noget ud af de ansøgninger. I stedet for at søge stillinger, som enten lyder forholdsvis uinteressante eller er urealistiske for mig at få
  • Arbejde videre på en interessant idé, som jeg har holdt møde med en virksomhed om. Det tænker jeg, at nogle af eftermiddagene alene i lejligheden heroppe skal gå med
  • Forsøge at lægge mig fast på en shoppingstrategi, der duer for mig. Hverken for løs (så jeg overforbruger) eller for stram (så jeg føler mig alt for begrænset)
  • Se nyhederne på svensk hver dag. Jeg er ufatteligt dårlig til svensk, og jeg forstår ikke en lyd. Det vil jeg gerne gøre en indsats for at ændre på ved at tvinge mig selv til at høre sproget mindst én gang om dagen
  • Nyde friheden ved ikke at være studerende med kronisk dårlig samvittighed over at være bagud med pensum og heller ikke at være på dagpenge, så jeg er tvunget til at opholde mig i Danmark konstant. Lige nu kan jeg rejse som det passer mig mellem Sverige og Danmark, og jeg kan søge det antal stillinger, jeg har lyst til
  • I biografen og ud at spise en god middag med min dejlige mand. Vi har begge haft nok at se til på det sidste. Nu er vi endelig ankommet til Uppsala, så vi skal bruge en aften på en god film og en god middag
  • Se de to første sæsoner af House of Cards, så manden og jeg kan sluge sæson tre sammen. Han er en smule utålmodig omkring, at jeg kun er et lille stykke inde i den første sæson

Har I nogle gode idéer eller ting, som I bare SKAL nå her i marts? Jeg glæder mig allerede over min lille liste, som giver sådan et herligt overblik over, hvad jeg skal huske på at glæde mig over, og hvad jeg har sat mig for.


2 kommentarer:

  1. - Træne minimum 3 gange om ugen, og holde slik til i weekenderne. Er faldet lidt i slikfælden på det seneste... :/ Men tror jeg blev ramt af, at der bare var lange udsigter til forår stadig! (vejrmæssigt)
    - Læse bøger og ikke kun læse studiebøger
    - Mindre tid foran skærmen
    - Bruge tid med veninder og familie
    - Gå lange ture i KBH. På egen hånd og med Rasmus

    Lyder som nogle gode planer, du har for marts, søde :)

    SvarSlet
  2. Skøn liste! Den fik mig lige til at standse op og overveje, hvad jeg egentligt gerne vil i denne måned:

    - Søge nogle praktikpladser og udarbejde en portfolio
    - Afslutte 2 x eksamen (SUK!)
    - Opgradere lidt på beautygearet
    - Holde shoppestop på tøjfronten (håber at det holder!)
    - I gang med at løbe igen
    - Se mere til mine veninder

    SvarSlet